Et pengeskab med våben er fundet på en skraldemands adresse, matchende patroner på kollegaens. Ingen ved, hvordan de er havnet der, og begge tiltalte påstår, at de tilhører personerne A og B. Hvem de er, nægter begge parter at røbe for byretten i Horsens.

af Julius Krause

Illustration/foto: Stacey Koenitz

Plastikkens knitren er det eneste livstegn blandt de mange fremmødte, der har måtte sætte ekstra stole frem, for at kunne tage plads i Horsens byret. Selvom bagenden af det lange laminatbefængte lokale er besat af mennesker, hører man stadig kun fingrene, der roder rundt i plastikken. Lyden stopper, da en ældre kvindes fingre har fået fat i lommetørklædet og når at fange den tåre, der pibler ned af hendes kind, som var det en dråbe på et vindue i Horsens, samme grå novemberdag.

Til venstre for beskuerrækken sidder ham hele flokkens øjne har været klistret på. Den store blå Peak Perfomance-dynejakke sidder oppe om ørerne på ham, mens han kigger ned i laminatbordet foran sig. Han løfter kort hovedet og sender et beklagende skævt smil mod beskuerne.

Peak er tiltalt for så mange forhold i straffeloven, at de journaliststuderende opgiver at skrible videre i notesblokkene. To paragraffer har de dog noteret 192a og 191. Den første for besiddelse af et 22 kaliber håndvåben, den anden for besiddelse af stoffer, 469 gram. Men han står ikke alene med skylden.

”Er du nervøs?” spørger anklageren, der sidde til højre i lokalet.

”Jeg har aldrig prøvet det her før.” svarer Peak, der under vidnesforhøret har taget plads i midten af retssalen.

Over hovedet på Peak er en faldskærm med et foto af en vægt, pistol, pulverrester, saks og en kuglepen, der er fundet i et pengeskab i Peaks kælder. Peak, der med rysten i stemmen, netop har tilstået for salg af kokain, nægter sig skyldig i at vide, hvor denne brogede samling af redskaber stammer fra, og forklarer, at han lånte et pengeskab ud til nogen, A og B. Skabet blev leveret tilbage med det illegale indhold.

Kuglepennen, den kender han dog til. Og det får den anden af de tiltalte i retslokalet til at ranke ryggen og løfte blikket skarpt mod Peak, mens han rystende på hovedet udstøder en lav latter.

Stone, den lille, buttede mand med det store skæg, er svøbt i uformelt designertøj og sidder ved skranken, ved siden af Peak. Han er Peaks ven og kollega og bør derfor også kende til kuglepennen, da den har deres arbejdsplads’ logo. Også mobiltelefoner har de tilfælles. Parternes hjem blev ransaget sidste år, og her fandt politiet to ens telefoner med samme kode. Derudover fandt politiet også patroner matchende pistolen i Peaks hjem. På pistolen var også Stones fingeraftryk, som Stone mener, han må have efterladt ved en fejl, da han var på skydebane med sine kollegaer i fritiden.

”Vil du tage to års fængsel for ikke at røbe, hvem pistolen tilhører?” rettes ordene mod Stone.

Efter Stone har sat sig i skranken, er der helt ny energi i lokalet. Modsat Peak fremstår Stone ikke nervøs, han er ’cool, calm and collected’. Ifølge Stone er han bare en uskyldig familiefar. Stones’ svar er så selvtillidsfulde, at de nærmest giver en kæk og humoristisk stemning i retssalen, og han har naturlige forklaringer på alt. Bare ikke hvem pistolen tilhører.

”Jeg kan ikke sige, hvem det er, jeg skyder med. Det kunne bringe min families sikkerhed i fare.” svarer Stone.

”Hvis disse kollegaer skyder lovligt, hvorfor giver du os så bare ikke navnene?”

”Hør, I prøver at sige, jeg er A eller B. De er der, og jeg er ikke en af dem.”

Dette er en reportage fra første retsmøde af fire.